Tidslinje for islam
569~ Muhammeds fader Abdullah dør inden Muhammeds fødsel
570~ Muhammeds fødsel i Mekka (’elefantens år’)
576 Muhammeds moder Āminah dør
578 Muhammeds bedstefader og værge ʾAbd al-Muṭṭalib dør
583~ Muhammed tager på karvanerejser fra Mekka i Den Arabiske Halvø til Levanten (Syrien)
595 Muhammed stifter bekendtskab med og gifter sig med Khadīja
605~ Muhammed og Khadīja giver fødsel til datteren Fāṭima al-Zahra
610~ Første åbenbaring af Koranen
Ærkeenglen Gabriel forekommer og forkynder den guddommelig åbenbaring overfor Muhammed (der tiltales ’Guds profet’)
Muhammed forkynder og praktiser islam privat (ægtefælle Khadīja og fætter Ali første ’muslimer’)
613~ Muhammed forkynder og praktiser islam offentligt
614~ Begyndelse på offentlig forfølgelse af Muhammed og første muslimer
615 Første muslimske udvandring (til Abessinien som tilflugt fra forfølgelse i Mekka)
615 Boykot af hashimitterne (en klan af den udvidet stamme Quraysh; varede ved indtil år 619)
619 Muhammeds onkel og stærke supporter Abū Ṭālib og Khadīja dør
620 Muhammeds rejse fra Mekka til Jerusalem og himmelrejse
622 Udvandring fra Mekka til Yathrib (som tilflugt fra forfølgelse)
Udvandringen (Hijra) konstituerende begivenhed for begyndelsen af islamiske tidsregning
624/2 Muhammeds første barnebarn fødes (navngivet ’al-Ḥasan’ af ærkeenglen Gabriel, et navn ikke anvendt i før-islam)
Slaget ved Badr (muslimske styrker besejre en større ikke-muslimske mekkansk styrke)
625/3 Muhammeds andet barnebarn fødes (navngivet ’al-Ḥusayn’ af ærkeenglen Gabriel, et navn ikke anvendt i før-islam)
Slaget ved Uḥud (muslimske styrker lider nederlag til en mekkansk ledet hær)
628/6 Pagten ved Ḥudaybīyya (våbenhvile med de mekkanske modstandere af muslimer; islam prækedes og praktiseres offentligt igen)
Muslimer får adgang og mulighed for at valfarte til Kabaen i Mekka
629/7 Første offentlige pilgrimsrejse til Kabaen i Mekka
630/8 Pagten ved Ḥudaybīyya brydes af en stamme allierede med mekkanerne
Mekkanerne overgiver sig til muslimerne og accepter religionen islam
Islam accepteres af alle de arabiske stammer og fredsaftale indgås med kristne og jødiske stammer i Den Arabiske Halvø
631/10 Episoden af gudsdommen (mūbahala) mellem kristen delegation fra Najrān og Muhammed (om islam syn på profeten Jesus; kristen delegation trækker sig fra gudsdommen)
632/11 Muhammeds afskedsvalfart til Mekka
Sidste åbenbaring af Koranen
Muhammed afgår ved døden i Medina

Islam, (), betegner en eller flere af følgende betydninger: (1) den direkte eksistentielle betydning af helt at underkaste sig Gud, (2) den empiriske realitet af ’den islamiske verden’ ud fra et sociologisk perspektiv eller (3) det ideale muslimske fællesskab som har rødder i dets religiøse identitet og tidlig islamisk historie. Alle tre betydninger er tæt forbundet, både ud fra et historisk og moderne perspektiv, til islams brede betydning. Denne alsidige forståelse af betegnelsen islam danner også grundlag for dets definition. Inden for vestlig sprogbrug defineres islam oftest ud fra dets bogstavelige betydning ’underkastelse for’ Gud, hvorefter beskrivelsen tager afsæt i ’tidlig islam’, som det udviklede sig fra starten af det 7. århundrede til tilblivelsen af ’den islamiske verden’ op igennem tiderne indtil nutiden.

Ordet ”islam” er på arabisk både et udsagnsord (”islam som frivillig underkastelse for, total hengivelse til Gud”) og navneord (”islam som religion”). Som udsagnsord er betegnelsen tæt knyttet til (og til tider sammenfaldende med) termen aslama (egl. ’overgivelse, tilkendegivelse sig til Gud’). Det er bl.a. herfra at betegnelsen muslim (flertalsform muslimūn) udledes, da ’en der underkaster sig islam’ på dansk tiltales muslim (flertalsform muslimer). Den vestlige orddannelse og sprogbrug anvender generelt ikke islam som udsagnsord, selvom det inden for bestemte domæner er ved at vinde indpas. Som navneord anvendes islam i omtale (eller dele) af religionen islam ud fra vidt forskellige religiøse, politiske og sociale aspekter. Flertydigheden i ordets betydning og struktur er ligeledes afspejlet i Koranens brug af termen islam. I daglig tale er det primært ’den islamiske verden’ samt de religiøse og politiske sfærer af religionen der forstås ved omtale af islam.

Islam er en åbenbaringsreligion, der lærer, at Gud åbenbarer sig over for skabelsen og verden, og at dette blev formidlet til profeten Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) gennem ærkeenglen Gabriel. Denne åbenbaring fandt sted gradvis over en længere tidsperiode og er i sin helhed beskrevet i Koranen, der er islams hellige skrift og den centrale kilde til islam. Monoteisme er en grundsten i religionen og betones stærkt i både åbenbaringen og overleveringstraditionerne fra Muhammeds æra. Sammen med religionerne jødedom og kristendom er islam en abrahamitisk religion, hvilket viser tilbage til patriarken og profeten Abraham. Islam anser Moses og Jesus for at være tidligere profeter i en lang række, der begynder med Adam og slutter med Muhammed. Alle profeter anses som gudsmænd - uden derfor at være helt eller delvis guddommelige - der på Guds formaning har åbenbaret og vejledt om den samme religion. Jødedommen og kristendommen anerkendes som religioner og adskilles fra hedenskaben; men de ses som afvigelser fra den rette lære og deres skrifter og lære anses for at være menneskers forvanskning af Guds ord.

Den spredte sig hurtigt gennem større dele af Flere bevægelser (f.eks. ) er siden helt eller delvis inspireret af islams lære.

Contents

Etymologi

Betegnelsen islam (: ”al-islām”, : ”islam”, der gengiver betydninger af ’hengivelse, overgivelse, underkastelse for’ Gud. Udsagnsord fra denne rod, særskilt sallama/yusallimu og aslama/yuslimu præsenter betydning af at ”underkaste sig komplet” dette konnoteret med en relativ en udlægning der kun betragtes sekundært til handlingen af overgivelse.

Sprogbrug

Termen islam anvendes i daglig tale om religionen islam (og dens tilhængere muslimerne), enten i lighed med eller forskellighed fra andre overbevisninger og trostolkninger. Adskillige ord har udviklet sig fra termen islam, i overvejende grad ud fra den politiske diskurs af islam som religion, heriblandt ord som islamisme, islamisere, islamist og islamofobi.

Oprindelse

Ifølge islam fik der senere i Muhammeds levetid blev samlet i det hellige skrift Koranen. Det var først i en alder af ca. 40 år at den første åbenbaring tilkom Muhammed i Hiragrotten i bjergene uden for hans fødeby MekkaDen Arabiske Halvø:

Denne begivenhed markerede begyndelsen på åbenbaringen og profetkaldet af Muhammed (profetisme). To årtier efter modtog profeten Muhammed den sidste åbenbaring under (eller kort efter) hans afskedsvalfart i år 632:

Hermed blev islam som religion forkyndt profeten Muhammed mellem de første og sidste koraniske åbenbaringer, der tidsmæssigt strakte sig over Dertil betragtes profeterne og gudsmændene i profetrækken før Muhammed også som værende ḥanīf, en betegnelse der anvendes med reference til før-islamiske monoteister, som tillige hverken kan betragtes som værende jøder eller kristne i streng forstand, men nærmere mennesker af hengivende og underkastende karakter overfor Gud alene (med tilhørende betydning af fornægtelse af flerguderi). Tilhængere af islam bekender sig til, at alle de forrige skrifter blev åbenbaret af Gud men at skrifterne siden deres åbenbaring og senere nedfældning har gennemgået en forvanskning af Guds ord.

Islams oprindelse er hermed kendetegnet ud fra forskellige aspekter alt afhængigt om hvilken af de overordnede betydninger af islam der tages afsæt i. Fra et religiøst perspektiv er islams oprindelse knyttet til Guds skabelsesberetning, mens det ud fra et religionshistorisk perspektiv snarere betragtes i lyset af, at Muhammed får åbenbaret religionen islam i det 7. århundrede.

Skabelsesberetning

I Islam indebærer den eksklusive monoteisme, at Gud er altings skaber og opretholder. Gud alene er den alt ophøjede, evige levende, alvidende og almægtige, hvor Han skaber, hvad Han vil, ved blot at byde dets eksistens. Grundtanken i den islamiske skabelsesberetning er at Gud har skabt himlene og jorden og alt derimellem. Gennem forskellige koraniske fortællinger, gengiver Gud forestillingen om menneskets tilblivelse og skabelsen som den fandt sted fra overgangen af intethed til skabelsen af alting. I Koranen findes både fragmenter og længere beretninger om skabelsen samt dens udformning.

Den islamiske skabelsesberetning er overvejende sammenfaldende med beretninger om skabelsen som præsenteret i de antikke jødiske og kristne så meget, der minder om jødedom og kristendom, at der ikke kan være tvivl om afhængighed”. ”Muhammed, der antagelig ikke selv kunne læse, havde imidlertid ikke noget førstehåndskendskab til Biblen, og havde heller ikke i større udstrækning hørt bibelske beretninger blive gengivet ordret”.,

Tro

,, Islam som tro antages først efter tillid og forståelse til religionen, dette som den fremgår i trosakten og -indholdet.

Trosakten er accept af Gud, derigennem guddommelige åbenbaringer ( Trosbekendelsen er oprindeligt formuleret på ).

Som indhold er tro bestemt ved en overbevisning om at de guddommelige åbenbaringer er en bestemmelse for menneskets tilværelse. Trosindholdet består grundlæggende af troen på eksempel i stort som småt” og anses for at være ”befordrende for den personlige frelse ved Dommedag”.

Gud

Guds absolutte enhed ( Bekendelse til Guds enhed ”er islams bærende søjle, hvorfra alle andre søjler og trosartikler udledes samt anskues som sekundære hertil”.

Engle

Åbenbaring

Profeter

Genopstandelsen & Dommedagen

Trosartikler

Tidebøn

Muslimer er forpligtet til at bede fem tidebønner (salat) hver dag. Tidebønnerne udføres efter et systematisk ritual vendt mod Ka'baen i Mekka.

  • Ved fredagsbønnen udgår Dhuhr-bønnen og fredagsbønnen Jumu'ah bedes i stedet. Mænd er tilrådet/forpligtet til at bede fredagsbønnen i moskéen og den er et vigtigt samlingspunkt i de fleste muslimske samfund. Fredagsbønnen følges af en prædiken fra imamen i moskéen.


Kalender

Den

Året inddeles i dage (døgn) i uger af syv dage og i tolv måneder af 29 eller 30 dage, dette uden tilføjelse af skuddage eller -måneder. Den fastlagte nytårsdag (årets første dag) er 1. Muharram. Afgørelsen af hvornår en ny måned begynder, træffes ved simpel observation af nymåne. Idet kalender er afgørende for fastlæggelsen af de religiøse fester, har kalenderspørgsmålet altid spillet en væsentlig rolle af religiøse og teologiske aspekter indenfor islam.

Måned

i løbet af et Hermed falder de forskellige islamiske måneder over en årrække ved forskellige Inddeling af året i månekalender bruges den dag i dag i den islamiske festkalender, særligt forbundet med religiøse riter og ritualer.

I den islamiske verden opererer en række lande med parallelt kalendersystemer, hvor den gregorianske kalender (eller andre solkalender) har vundet indpas, netop med afsæt i det globale hverdagsliv og forretningsverdenen.

Idet helligdage og højtider falder på forskellige årstider, vil f.eks. fasten til tider ligge sammenfaldende med lange, varme sommerdage og andre gange på kortere, kolde vinterdage i Danmark.

Højtider

Særlige betydningsfulde islamiske højtider er bl.a.:

Fastemåneden
Ramadanen er en hellig periode, hvor de troende i tiden fra daggry til solnedgang hverken må spise og drikke eller have seksuel samkvem . Det er en åndelig tid med særlig fokus på tilbedelse og forbedring af karakter.

Dag

Dag regnedes fra solopgang til solnedgang, hvor det i betydning af døgn, regnes fra solnedgang til solnedgang. Ved sidstnævnte betydning hænger beregningen sammen med den islamiske månekalender, efter hvilken måneden begynder ved nymånens tilsynekomst. Af ugens syv dage har kun den 6. og 7. navne, henholdsvis jum'a (fredag) og sabt (lørdag, efter sabbat); de øvrige kaldes den 1., 2. osv. Fredag bliver fejret som en glædesdag og selvom det religiøst ikke betragtes som en hviledag, har adskillige muslimske lande enten indført det som fridag eller begyndelsen på weekenden (oftest til lørdag aften, hvor man normalt har fri).

Helligdage

Helligdage er indenfor islam, særlige periodisk tilbagevendende dage der kendetegnes ved det, der forgår på dem. En helligdag udskiller sig fra søgnedagene og viser sig bl.a. ved forbud mod de fleste dagligdags gøremål, ved f.eks. specielt spise- og påklædningsskikke og ved forpligtelse til koncentration om helligdagens særlige riter og ritualer.

Særlige betydningsfulde islamiske helligdage er bl.a.:

Natte- og Himmelrejsen (al-’Isra' wa al-Mi’rāj)
Fejringen af profeten Muhammeds natlige på én nat og hans (,,,, Dagen fejres som en bekræftelse af islam, og specielt som en af de guddommelige
Fastebrydningensfesten (Īd al-Fiṭr)
Festen afslutter fastemåneden Ved fastebrydningensfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen, samt forskrevne regler for betaling af en særlig almisse (zakat) til de fattige.
Muhammads fødselsdag (Mawlid al-Nabī)
Fejring af årsdagen for , Fejringen af Muhammeds fødselsdag fejres over hele den islamiske verden og antages i nogle lande i omfang af en Årsdagen for Muhammeds fødsels er det nærmeste der kan sammenlignes med Talrige muslimer anvender samme lejlighed til at
Offerfesten (Īd al-Aḍḥā)
Festen fejres den Ved offerfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen. Offerfesten indenfor islam pålægger muslimer at ofre til minde om ”Ritualet kan siges at tematisere den troendes vilje til absolut lydighed og underkastelse over for Offerfesten er en af de vigtigste islamiske højtider. I islamiske lande er det en

Demografi

Estimater af den muslimske befolkning i 2009, er 1,57 mia. Omtrent 85% er sunni-muslimer og 15% er shia-muslimer, med en lille minoritet, som hører til andre retninger. 30-40 lande har en muslim-majoritet, hvor araberne udgør 20% af alle muslimer verden over. Sydasien og Sydøstasien har den største andel af muslimer, Indonesien, Indien, Pakistan og Bangladesh, som hver har mere end 100 mio. tilhængere. Ifølge USA's regering, var der 20 mio. muslimer i Kina (2006).

I Mellemøsten er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran de største muslim-majoritetslande; i Afrika har Egypten og Nigeria de største muslimske befolkningsgrupper. Islam er den næststørste religion efter kristendommen i mange europæiske lande.

  • Esposito (2004) pp.2,43

I Danmark var der 230.000 muslimer hvoraf 21.000 var medlem af en af de godkendte muslimske trossamfund pr. juli 2011 (indbefatter ikke kvinder og børn).

Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele af Afrika og Asien. Store trossamfund findes også i Kina, på Balkanhalvøen, i Østeuropa og i Rusland. Der er desuden store muslimske immigrantbefolkninger i andre dele af verden som Vesteuropa. I Danmark bor der ca. 200.000 muslimer. 20% af muslimerne lever i arabiske lande.

  • Esposito (2002b), p.21
  • Esposito (2004), pp.2,43

Liv

I islam er hele der definer anskuelsen af liv. Fra et guddommeligt aspekt er det en tilværelse af anstrengelse og kamp ( hvor salighed, fromhed og gudsfrygtig karakter er centralt med henblik på individets vurderingssystem, hvormed liv herigennem leves i harmoni med Gud.

Livsførelse

I islam er livsholdninger og handlinger styret af og sekundært hertil, omstændigheder. Denne levemåde er Mennesket er pålagt Måden man lever på tager dermed afsæt i de etiske, moralske og normsættende (kulturelle) kodekser og love.

Sprog

I islam betragtes forskellen i Islams hellige skrift blev åbenbaret på arabisk (al-ʿarabiyya), et talesprog der har sin oprindelse i det Som tidlig islam har sin oprindelse på Siden hen er ”, og forskellige Eftersom åbenbaringen er åbenbaret og nedfældet på arabisk betragtes ’klassisk arabiske’ (al-ʿarabiyya) også med en vis grad af veneration. Hertil kommer at visse ritualer (f.eks. ægteskabserklæring og tidebønnen), foredrag og recitation (f.eks. poesi og koranlæsning) og højtidelige bekendtgørelser (f.eks. trosbekendelsen) fremsiges på klassisk arabisk, der herved fremmer klassisk arabisk som et internationalt fællessprog (lingua franca) for den religiøse identitet af islam og dermed også den islamiske verden.

En række almindelige arabiske udbrud, udtryk og fraser der er særligt forbundet til den religiøse identitet af islam og anvendes af muslimer fra forskellige lande:

  • Alhamdulillah (’priset være Gud’) udbrud for taknemmelighed, positiv overraskelse og glæde
  • Allahu Akbar (’Gud er størst’) udtryk for lovprisning af Gud eller udtryk for glæde, lettelse eller forløsning. Betegnelsen Takbir er verbet der betyder at recitere udtrykket Allahu Akbar
  • Basmala (navneord der betyder det at recitere formularen ’I den nådige og barmhjertige Guds navn’) anvendes overalt i den islamiske verden til alt lige fra rituel og ceremoniel sammenhæng til indledning af udtalelser, dokumenter, lovprisning med videre
  • Inshallah (’om Gud vil’) er et udtryk for håb såvel som et udtryk for menneskets fromme anerkendelse af Guds almagt
  • Mashallah (’Guds vilje’) udbrud for glæde, lovprisning eller anerkendelse for en begivenhed eller hændelse (der lige har fundet sted)
  • (’vidnesbyrd’, navneord der betyder ’det at recitere trosbekendelsen’)
  • Salam (’fred’) eller Salam Alaykum (’fred være med dig’) er den muslimske hilsen. Betegnelsen har til tider em underforståelse af ’Guds fred som skænkes den der hengiver sig til Ham’

Leveregler

Føde

Valg af den og ådsler generelt, og mere specifikt bestemte , I visse tilfælde redegøres for disse bestemmelser ud fra rationelle (f.eks. hygiejniske eller økonomiske), spirituelle (f.eks. asketiske eller sjælefred) eller religiøse grunde. Selvom redegørelsen tager en eller flere af følgende grunde i betragtning, er de islamiske grundtekster og teologiske værker klare i bestemmelsen om hvilke overordnede og specifikke kategorier af føde, både vegetariske som ikke-vegetariske, der må indtages.

Afgudsofferkød (offerkød) kalder muslimerne det

I Ved socialt samvær på spisesteder der ikke er halal-certificeret vil muslimer generelt holde sig til fiskeprodukter (der overordnet set ikke kræver halal-slagtning) eller vegetabilske retter.

Væske

Udover at spiller det en afgørende rolle i de islamiske grundtekster,, hvor det også gennemgående anvendes i Ligesom føde er underlagt renhedsbestemmelser, er der forskellige væsker (både drikkelige som udrikkelige), hvor berøring med disse i forskelligt omfang kræver vask af kroppen, tøjet eller stedet.

I Danmark er alkoholkulturen en tæt indgroet del af socialt samvær; ved fælles kulturelle og sociale begivenheder (festival, koncert), uddannelsesinstitutioner (rustur, fredagsbar), erhvervslivet (julefrokost, reception, sammenkomst) eller ved private begivenheder (fest, fødselsdag, cafe- og bytur) er alkoholindtagelse en stor del af selve samværet. Islam der har en så at sige nul-tolerance overfor alkohol gør det umuligt for muslimer at indpasse sig i denne alkoholkultur og fører ofte til socialt fravær fra begivenheder der ellers betragtes som vigtige for sameksistens (integration) på tværs af overbevisninger. Dette har bl.a. medført at flere danske private virksomheder og offentlige institutioner har indført en alkoholpolitik der skal skabe rum for social udfoldelse uafhængig af social eller religiøs overbevisning.

Beklædning

Islam identificerer ingen bestemte klædningsstykker som autoritativ ,

Beklædnings- og pyntegenstande i forhold til personens egen krop (samt overfor kernefamilien og evt. ægtefælle), betragtes ud fra en neutral interesse, hvorimod det i forhold til mennesker i det offentlige rum kan bringe forargelse og fordærv. De moralske kodeks som enten tillader eller syndiggør (korruption) genstandene tager afsæt i grundteksterne og de teologiske værker. Her opdeles de med henblik på formål og funktion. Pyntegenstande med udtryk for skønhed (f.eks. ankelkæder, øreringe, armbånd, ankellænker, amuletter, fingerringe, halsringe og næseringe) betragtes anderledes end pyntegenstande med udtryk for funktionalitet eller redskab (f.eks. kapper, turban, slag, tasker og kjortler). Selvom overgangen til tider er uklar, er udsmykning i det offentlige (enten som beklædning eller genstand) generelt betragtet som (moralsk) syndefuldt.

I Danmark og store dele af Europa har sløret inden for islam, særlig den kvindelig tilhylning og -dækning, fyldt en stor del af den offentlige debat, stærkt tilknyttet emner som ligestilling og frigørelse, undertrykkelse, kønsdiskrimination og dertil hørende offentlig anvendelse heraf. En række kvindeklæder og betegnelser relateret hertil – eksempelvis hijab, chador, niqab og burka – er alle betegnelser forbundet hermed. Den mandlige tilhylning og tildækning har nærmest været helt fraværende fra debatten, selvom f.eks. mandlige hovedbeklædninger (fez, turban, taqiya) fylder en tilsvarende del af religionen. Andre anser bl.a. dette som endnu et tegn på politisk og religiøs polemik og til tider institutionaliserede intolerance overfor muslimer og den islamiske identitet i Europa, dermed også religion i al almindelighed (religionsfrihed).

Udseende

Ud fra kulturelle og sociale aspekter er den almindelige antagelse, at status viser sig gennem udseendet (f.eks. kan den rige og den fattige umiddelbart kendes på udseendet), der derved har stor betydning og kan bruges som signal. En tilsvarende forståelse er gældende indenfor den religiøse sfære af islam, hvor man hævder, at de troendes udseende er oplysende og glansfuldt i modsætning til de ikke-troende, der vil have et mørkt og dystert ansigt. Forskellen mellem udseendets skønhed er dets ydre (materialiseret) eller indre (hengivende) karakter (livsstil), er at førstenævnte oftest udmøntes i form af smykker og pynt og sidstnævnte henviser til hjertets skønhed og fromme gerninger. Gud ser ikke alene på det ydre, men kender til hjerte og menneskets gerninger og kender dermed også de fromme, der i udseendet har en ’famlet skønhed’ (hykleri).

I islam skal mænd og kvinder være uden smykker og pynt (ved omgang i det offentlige) og i stedet henvise til hjertets skønhed og fromme gerninger. Kropsudsmykning af ansigt, hænder og andre dele af kroppen der ikke tilhylles, er ikke tilladt (overfor fremmede); dette indebærer f.eks. tatoveringer og henna-udsmykning af disse områder af kroppen samt ansigtspiercinger og tilsvarende smykker og pyntegenstande.

Inden for islam er det en selvfølge og forpligtelse, at en mand har skæg. Udover at skægget virker som et værdighedstegn på modenhed (manddom), eksisterer der forbud i de teologiske værker mod studsningen af hele eller dele af skægget. I visse dele af den islamiske verden afspejler længden bl.a. fornem rang, hvor det i andre er skægprydelsen (i form af bestemt afskæring) der har denne effekt. Det rituelle skæg kan have forskellige mønstre, hvor den mest kendte er det rundskårne fuldskæg og afskåret moustache. I tæt forbindelse med renligheden er påbuddet forbundet med hygiejniske foranstaltninger med hyppig vedligeholdelse og pleje af skæg for bl.a. at undgå hudsygdomme.

Omskærelse

der i islam foretages på Skønt der er visse overordnede ensartede hovedtræk mellem omskæring i islam og andre religionsformer, har ritualet i enkeltheder varieret i forskellige Hertil er også større islamiske ritualer koblet til forpligtelsen af at det mandelig køn er omskåret, særskilt pilgrimsrejsen.

Islam rummer ingen udtalelser om omskærelse af Inden for andre religions- og traditionsformer omskæres piger; specielt i Den danske debat om omskærelse af kvinder inden for islam tyder på at være en fejlslutning som led af, at det praktiseres i visse lande med islam som statsreligion. Den internationale debat om omskæring har primært haft fokus på sundhedsmæssige aspekter ved omskærelse, særligt som en prævention eller forebyggende beskyttelse mod HIV, som udmeldt ved forskellige internationale studier og pressemeddelelser af bl.a. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og de Forenede Nationer (FN).

Omtrent en tredjedel af verdens mænd er omskåret. ”I Danmark og i resten af Europa bliver det mere og mere almindeligt, at muslimske drenge får foretaget operationen af kirurger som nyfødte,” enten på privathospitaler eller specialklinikker. ”Muligheden for at blive omskåret af religiøse grunde på et offentligt hospital [i Danmark] blev afskaffet i 2003”.

Identitet

Ud fra et juridisk perspektiv forudsætter ansvar en vis tilregnelighed og selvbestemmelse, hvor islam skelner mellem myndige og umyndige personer. Selvom mennesker til en vis grad styres af arv og miljø (faktorer som man ikke nødvendigvis direkte har magt over), står man som myndig (eller værge for en umyndig) til ansvar overfor handlinger eller valg man har tilsluttet sig der går imod egen vilje. Dette medfører at man hverken kan drages til ansvar for andre (dette med undtagelse af værger) eller for ens handlinger, der i god tro er uvidende.

Inden for islam er det ved kønsmodningens indtræden, der bl.a. markerer barndommens ophør (samt fravær af handicap der har varige konsekvens for ’normal’ livsførelse), at mennesket betragtes som myndigt. Overgangen fra umyndig til myndig (barn til voksen) har stor betydning for de nye voksnes ansvarsrolle og identitet i den islamiske verden.

Menneskesyn

Grundlæggende for de islamiske forestillinger om Blandt mennesket vil ikke-troende være de der forsømmer den guddommelige pagt (eller modstår menneskets medfødte natur) og dermed lader sig lede på afveje af det slette.

Mennesket er dermed grundlæggende født gudfrygtig med en ”religiøse længsel eller oplevelse som et hovedtema i sit dette kan enten efterleves for opnåelse af forløsning eller bortkastes og dermed vildledes. Dette forudsætter at mennesket nødvendigvis tilkendes en vis grad af fri vilje, selvom Gud samtidig afholder dem Han vil fra vildledelse. Menneskesynet ud fra gudsforholdet er dermed hverken præget af absolut fri menneskelig vilje eller forudbestemmelse, men en flydende kobling mellem skæbne og handlefrihed. Det er ved dødens indtræffelse og sjælens temporære ophold i skærsilden og senere varige ophold i dødsriget (paradis eller helvede) at mennesket modtager sin fulde fortjeneste af Gud ved dommedag.

Menneskerettigheder

Hvor de Islams menneskerettigheder har afsæt i religionen, hvor naturretlig tænkning, baseret på forestillingen om særligt skal tolkes ud fra grundteksterne. Rettighederne har baggrund i menneskets og borgernes ret (både på et individuelt og kollektivt stadie), herunder retten til liv, frihed, sikkerhed, lighed, retfærdighed, ytringsfrihed, tryghed og ejendom.

Adskillige formuleringer af menneskerettigheder har eksisteret siden tidlig islam, hvor systematisk udformning af islamiske menneskerettigheder (tilsvarende f.eks.

De islamiske menneskerettighedsidealer er ikke altid sammenfaldende med de vestlige, der afgrænser individets rets- og frihedssfære over for staten. Selvom forskellige initiativer har forsøgt at tilvejebringe et og ytringsfrihed.

Kønsroller

Den islamiske verdens syn på Islam adskiller sig fra de fleste andre , hvor belønningen for fromhed og gudshengivelse loves overfor begge køn.

Tilsvarende den antikke Udmøntningen af dette inden for den religiøse sfære ses ved at kønnet er tildelt forskellige religiøse funktioner og pligter inden for bestemte domæner, både på individuelle og kollektive områder. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er det oftest sådan at manden indtager de dominerende positioner som overhoved (for familien), embedsmænd og lærde (dog er der undtagelser, som bekræfter reglen). Hertil er krigstjeneste forbeholdt mænd og funktionen ved diverse menigheder (bl.a. i moskéen) primært varetaget og hvervet af mænd (oftest omtalt som imam) selvom kvinder kan have en underordnet funktion.

På trods af det noget ensidigt patriarkalske billede, der tegner sig når kønsrollerne vurderes formelt, er muslimernes historie og grundtekster fyldt med fortællinger om kvinder som anvender deres køn eller marginaliserede position til at få indflydelse for sig selv, deres familie eller folk. Disse fortællinger har bl.a. en stor symbolsk betydning i udvikling af den folkelige identitet og kønsroller som tolket ud fra de religiøse skrifter.

Kønsadskillelse

Kønsadskillelse (seklusion) har været en udbredt praksis blandt antikke Der er ingen religiøs legitimitet for seklusion i

Kønsopdeling

Kønsopdeling af kvinder og mænd har eksisteret i mange samfund og har været praktiseret i forskellige sammenhænge gennem tiderne og med forskelle fra kultur til kultur. Overordnet udledes samfundsinstitutionerne og normsystemerne ud fra kønnets biologiske, sociale eller religiøse identitet, rolle og funktion. I den islamiske verden er kønsopdeling og omgang mellem personer af modsat køn i det offentlige rum i varierende grad enten praktiseret frit i samfundet eller forordnet som love. Opdelingen anvendes regulerende som en institution for at forebygge kaos, fristelser og fordærv, særligt med afsæt i menneskets seksualitet. Det er oftest med afsæt i den ærbødige og asketiske livsførelse sådanne opdelinger i praksis udmøntes, uafhængig af deres karakter som individuel eller kollektiv forpligtelse.

Generelt fordrejes kønsopdeling i islam som medførende kønsadskillelse eller Det at kønnet opdeles ved større religiøse forsamlinger ( anstalter,

Seksualitet

Islams syn på og ”anerkender menneskets seksuelle behov og anser Seksualitet betragtes som en naturlig del af den menneskelige eksistens, hvor partnerne bl.a. omtales som klædning for hinanden og som en vej til sjælefred. Legale former for seksualitet er hverken anset for syndige eller forbeholdt reproduktion. Prævention og afbrudt sameleje er f.eks. tilladt, hvilket er en indikation af, at samleje ikke alene drejer sig om formering. I Islam er det en grundværdi og forskrift, at seksualitet foregår inden for rammerne af

Løfte om seksuel afholdenhed (cølibat) har ingen islamisk begrundelse, og den askese der fordres af muslimer (både lægmænd som prædikanter) i grundteksterne, rummer intet krav om seksuel afholdenhed. Derimod er seksuel afholdenhed påkrævet under særlige riter og ritualer, f.eks. pilgrimsfærden og faste. Særligt er samleje med en menstruerende kvinde, samt efter børnefødsler, ikke tilladt.

Abort

og et overgreb på liv; særligt betragtes fostret fire måneder efter undfangelsen som besjælet af Gud og dermed beseglet af livets hellighed. I særtilfælde hvor det f.eks. drejer sig om den svangre kvindes overlevelse, voldtægt eller andre særlige specielle tilfælde er der udbredt enighed om svangerskabsafbrydelse. I tilfælde af spontan abort (dødfødsel) efter fire måneder skal fosteret - i lighed med alle andre afdøde - jordfæstes ved en begravelsesceremoni.

Jomfru

Den dydighed der er forbundet med muslimske kvinders jomfruelighed er tæt forbundet med mødommen (jomfruhinden). Selvom de teologiske værker beskriver den fromhed der er tilknyttet en jomfru og de retslige værker anfører retslige love og forordninger om en jomfrus værge og rettigheder, er der ingen nærmere forpligtelser eller begrænsninger for jomfruelige kvinder. I tilfælde med en brudt jomfruhinde (enten fra et tidligere ægteskab, tilfældigt brud eller som horkvinde), hvor kvinden gerne vil fremstå som jomfru, kan hun få foretaget en mødomsrekonstruktion, hvilket er et moderne indgreb, som ligger uden for religionen islam.

Ægteskab

Traditionelt er manden formelt kvindens juridiske overhoved, mens kvindens sociale berettigelse som ægtefælle er ”Islams regler for ægteskab søger først og fremmest at sikre, at alle ved, hvem der har forsørgelsespligt over for de børn, der bliver resultatet af et indgået ægteskab”. Herudover imødekommer religionen også andre ægteskabstyper med andre formål end børnefødsel, bl.a. undgåelse af utugt og gensidig kendskab og støtte af ægtefællerne. De islamiske grundtekster indeholder lovbestemmer om ægteskab i almindelighed samt fortællinger om hustruers list og magtudfoldelse, der gennemgående anvendes til at forme og karakterisere kvindens identitet, ansvar og rolle som en tro ægtefælle. I islam vurderes ægteskab som en central samfundsinstitution, hvor der også fremgår klare regler om hvem man kan giftes med (incestforbud), flerkoneri (polygyni) og ægteskabslovgivning generelt.

Ægteskab kan opløses på mandens forlangende gennem eller ægteskabskontrakten. Islam påkræver at både manden og kvinden skal kræve ægteskabet opløst i tilfældet af ægtefællens vantro (frafald).

Iblandt muslimer i vestlige og ikke-muslimske lande er det først og fremmest den religiøse vielse (dvs. en vielse der ikke nødvendigvis er anerkendt eller registret af en myndighed) der er af central betydning, da alene sådan en er religiøst forordnet. En religiøs vielse har normalt ingen retslig gyldighed, hverken positiv eller negativt, og er fuldt lovligt efter dansk ret. Således vil religiøst viet muslimer oftest omtale hinanden som ægtemand og ægtekone, selvom de borgerligt ikke er gift. I tilfældet af muslimske mænd der har indgået religiøse vielser med flere end en kvindelig partner, vil denne efter dansk lov om civilstand betagtes som ugift eller enlig (hvis han ikke bor sammen med partnerne), uafhængig af om partnerne er udenlandske eller danske statsborger. I tilfældet af et muslimsk ægteskab er indgået ved en myndighed i udlandet og samtidig er i strid med dansk ret, da er ægteskabet ugyldigt i Danmark.

Ægteskabstyper

Islam skelner mellem forskellige typer af ægteskaber, særligt mellem De islamiske lovskoler der stadig bekender sig til begge ægteskabstyper praktiserer også stadig begge typer.

Arrangerede ægteskaber

Islam er i høj grad sammenfaldende med de Det er familiens overhoved der arrangerer ægteskabet, hvor ægteskabet fungerer ”som en Ud fra et samfunds og politisk perspektiv anvendes arrangerede ægteskaber bl.a. til at besegle alliancer mellem stammer, folk og familier.

Arrangerede og forældre-guided ægteskaber finder også sted blandt muslimer i den vestlige verden, hvor det ”bl.a. på baggrund af disse forhold og den generelle udlændingedebat, at et fleretal i Reglen forhindre det ikke lovmæssigt at indgå i ægteskab, alene tildeling af opholdstilladelse i Danmark. Forskellige menigheder og foreninger der kæmper for retten til ægteskab på tværs af landegrænser og nationaliteter er opstået i kølevandet af loven.

Tvangsægteskaber

og religioner. Hvad angår trosforholdet og religiøsitet, fastslår islam, ”at der ikke bør udøves tvang i religionen”, og dermed heller ikke indenfor ægteskaber, der er en religiøs forordning.

Udlændingedebat i , der er identiske med, eller tager udgangspunkt i, den

Blandede ægteskaber

Blandede ægteskaber er i islam ægteskaber, hvor alene manden som den ene ægtefælle er muslim. Det kun tilladt muslimske mænd at indgå blandet ægteskab med kvinder der enten er jøder eller kristne; islam tillader ikke muslimske kvinder at indgå i blandet ægteskab (, Blandt visse senere islamiske lovskoler er der herudover også lovgivet om ægteskab på tværs af islamiske trosretninger. Selvom der samfundsmæssigt kan være forhindringer for ægteskab mellem to muslimer fra hvert sit land eller sin kultur, eksisterer der ingen religiøse forhindringer for sådanne typer af blandede ægteskaber inden for islam.

Familie

Familie kan inden for islam anvendes i betydningen kernefamilie, dvs. ægtepar samt disses børn, eller den udvidede familie, der ud over det mandlige overhoved, hans hustru(er) og ugifte børn evt. også omfatter mandlige sønner og disses hustruer og børn. Generelt anvendes det som betegnelse for husets blodbeslægtede medlemmer, hvor omfanget af familien er stærkt afhængig af det muslimske samfund.

Slægtskab afledes igennem det fædrene overhoved (patrilineær) hvor det normalt også vil være den gifte kvinde der flyttet til sin mands familie (patrilokal). I nogle samfund vil ægteparret bosætte sig nogle år hos en af familierne, hvorefter de kan etablere sig uafhængigt af familien – en familiestruktur der er blevet mere udbredt blandt muslimske familier i vesten.

Referencer

Note

Koran

Kilde

Litteratur

Encyklopædier

Leksika

Bøger


Se også

Religiøse titler

Væsner & skabninger

Andre Sider

Eksterne henvisninger

Akademiske ressourcer

  • )

Online ressourcer

  • )
  • )